vip

Herreklubbens fødselsdag 21. juni

fødselsdag Herreklubben flag

Vi skal holde fødselsdag i Herreklubben –

sådan cirka 46 års fødselsdag.

Og vanen tro vil vi forsøge at bruge dagen til at fejre os selv, mens vi samtidig vil tænke på vores helbred og ikke mindst den risiko der er for at få prostata-kræft.

Derfor skal vi huske at Herreklubben sidste år blev nr. 1 mht. størst donerede beløb per deltager i arrangementet sidste år. I år har vi skåret lidt ned på underholdningen, da vi håber golfspillet og den efterfølgende fornøjelige aften i klubben, vil bidrage til at alle – som sædvanligt – kan gå hjem i højt humør.

Selve golfen handler om en Texas Scramble med 4 mand på hvert hold. Bruttoresultatet udregnes som det antal slag der bruges på de 18 huller og så fratrækkes 1/10 af det samlede handicapindex. Det giver den nettoscore der vil afgøre hvem der er i præmierne.

Det er Dinsen Dæk der er sponsor den 21.6 så der er al mulig grund til at spille ordentligt.

Vi har valgt at åbne for muligheden af at hvert medlem kan ”købe” et hold for 100 kr. Man kan naturligvis købe flere hold, og selvfølgelig kan alle 4 spillere på et hold købe deres eget hold – for 100 kr per mand!

Den samlede præmiesum udgør 65% af de samlede indskud, hvor de andre 35% går til Kræftens Bekæmpelse og ”Slå et Slag for kuglerne”.

Vi har gunstart kl. 15:00 – og det betyder at alle bets skal være foretaget med indbetaling til Herreklubben (Ja, vi tager MobilePay) senest 14:45 hvor vi begiver os ud til starthullerne. Og vi er klar over der er noget VM-halløj et sted i verden. Det rager bare ikke os…

Startlisten vil blive offentliggjort i god tid inden, og hvis Turneringsledelsen er dygtige og heldige, vil det kunne ses i Golfbox, eller i det mindste på print i klubhuset.

Deltagergebyret har I betalt ved tilmelding på Golfbox, så når I kommer ind fra runden, skal I kun tænke på at købe lidt drikkevarer og nyde den mad der allerede er betalt for og forhåbentlig også er tilberedt når vi kommer ind.

Men tilmelding skal foretages allersenest torsdag den 14.6 kl. 23:00 da Kokkedal Golfklub gerne vil vide hvor mange vi rent faktisk ender med at blive.

Håber vi ser mange glade golfere til fødselsdagen.